Hvorfor går vi på arbejde?

Det er ofte jeg hører om effektiviseringer, omstruktureringer og implementeringer fra de medarbejdere jeg møder i det offentlige. Det føles som et bombardement af forandringer for medarbejderne. Jeg har selv arbejdet i en kommunal HR.afdeling og der er konstant udrulning af en eller anden politik eller strategi.

 

Som medarbejder kan det virke fremmedgørende at alting hele tiden bliver lavet om. Nye opgaver, ny leder eller nye kollegaer. På et tidspunkt ved man ikke længere hvor længe man får lov til at beholde sin plads. Det kan give et tab af mening.

 

Det kan være en løsning som medarbejder at trække sine følehorn til sig og holde op med at engagere sig. Ved man som medarbejder hvad man kan brænde for, hvis det kan være væk i morgen? Og det er et større tab end det umiddelbart ser ud til. Alle vil have medarbejdere der brænder for deres arbejde. Men medarbejdere vil også gerne kunne brænde for sit arbejde.

 

Det er nemlig mening der er det mest betydningsfulde for om vi går på arbejde. Lønnen og kollegaer er vigtige, men det er mening som bliver udnævnt at alle medarbejdere jeg møder.

 

Morten Albæk har blandet sig i debatten og skrevet en fin bog om netop vores ønske om mening. Den hedder “Et liv – En tid – Et menneske” og er lige udgivet på Gyldendal. Morten Albæk fortæller om at styrkelse af mening både er godt for medarbejderne og får virksomhederne.

 

I det offentlige er mening meget tydeligt for medarbejderne. Der er en borger der har brug for hjælp af den ene eller anden art. Det er tydeligt at det er livskvalitet som du skaber som medarbejder i det offentlige. Men vi skal virkelig passe på den følelse af mening.

 

For mange effektiviseringer, omstruktureringer og implementeringer kan skabe et menings-tab for medarbejdere. Så det er både vigtigt at støtte medarbejdernes følelse af mening i deres arbejde, men også sørge for at vi ikke spænder ben for netop den følelse.